Hvor går grænsen...

2005, 59 min, DK/Dokumentarfilm, Danmark, Danske tekster

I Irak sætter en amerikansk oberstløjtnant pistolen mod en fanges hoved og tvinger ham til at afsløre sine attentat-planer. Oberstløjtnanten redder sine mænd, men bliver senere stillet for en militærdomstol. I England konfronteres fhv. indenrigsminister Jack Straw med en række eksempler på vold og overgreb i engelske fængsler. Men der er ikke mange stemmer i at forbedre fangers vilkår. I Haag bliver en tidligere Bosnisk soldat dømt ved Menneskerettighedsdomstolen, selv om hans overordnede tvang ham til at udføre krigsforbrydelserne. I Frankfurt truer en tysk politiofficer en kidnapper med vold for at redde et lille barn, og sagen deler den tyske befolkning i to - for hvor går grænsen mellem menneskerettigheder og sikkerhed? Med stærke eksempler og nærværende optagelser og interviews tegner filmen et globalt billede af et højaktuelt dilemma.

Egnet Til

Undervisningstrin: 

  • Udskoling

Fag: 

  • Samfundsfag

Undervisningsvejledning

Filmen er velegnet til undervisningsforløb om menneskerettigheder, den humanitære folkeret og internationale konventioner om tortur, grusomhed, umenneskelig og nedværdigende behandling.
Filmen fortæller fire forskellige historier om mennesker, som er kommet på kant med lovgivning, konventioner eller samfundets moralkodeks. De fire dilemmaer tegnes klart op fra filmens start. Filmen er derfor velegnet til at sætte fokus på, hvordan internationale konventioner og deraf følgende national lovgivning påvirker forskellige mennesker i offentlige stillinger.
Filmen giver et usædvanligt og følelsesladet indblik i den menneskelige side af det at være et dedikeret og engageret menneske, som arbejder pligtopfyldende og uegennyttigt for sit land. Et arbejde, som medfører strafansvar, og at man bliver udsat for den offentlige og medieskabte mening med deraf følgende personlige tab af værdighed og anseelse. Det er generelle dilemmaer, som i klasselokalet kan sammenlignes med tilsvarende eksempler på sager i forbindelse med det danske militærs indsats i Irak og Afghanistan.
"Hvor går grænsen ... - dilemmaer for mennesker" er en typisk observerende dokumentarfilm. Filmen er derfor velegnet til at lade eleverne finde eksempler på, hvordan instruktøren lader kamera og mikrofon fortælle som "fluen på væggen", hvordan han bruger tekstskilte til at informere tilskuerne om kronologi og person- og stednavne samt anvendelse af underlægningsmusik til at skabe stemning og følelser. Afsluttende kan disse observationer anvendes til en diskussion om, hvad instruktøren opnår ved at nøjes med at vise - i stedet for at forklare og argumentere.

Stills

Af samme instruktør

  • Se Filmen Præsidenten fra Nordvest

    Præsidenten fra Nordvest

    Kan man springe ud som præsident og skabe et nyt og demokratisk Somalia efter 47 år i Danmark? Det tror den 67-årige Ahmed Dualeh, da han pakker sin kuffert i Danmark og sætter kursen mod det...

    Instruktør: Lars Feldballe Petersen

    2017, 63 min, DK/Dokumentarfilm, Danmark

  • Se Filmen Kampen om kemikalierne

    Kampen om kemikalierne

    En dokumentarfilm, der sætter fokus på moderne politiske eller markedsføringsmæssige fænomener som politisk imagepleje, spin-doktori virksomhed og den politiske metier, der går under betegnelsen...

    Instruktør: Lars Feldballe Petersen

    2008, 40 min, DK/Dokumentarfilm, Danmark

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle