Af Henrik Østergaard, filmarkivar, Det Danske Filminstitut
Jørgen Leth er dokumentarist, forfatter, cykelsportskommentator og er flittigt anvendt som oplæser og debatør herhjemme - en kendt og genkendelig stemme - men han er også en feteret kunstner i udlandet, hvor han har rejst, boet og lavet film.
I dette tema har vi samlet nogle af hans bedste og mest forskelligartede værker, ikke mindst klassikeren "Det perfekte menneske".
Oplev Leths personlige rejse gennem USA i "66 scener fra Amerika". Eller få et syret indblik i dansk kultur anno 1972 i den ikoniske montagefilm "Livet i Danmark".
Du kan også opleve Klaus Rifbjerg helt privat, tage med til Nepal blandt europæiske og amerikanske hippier i 1967 i "Nær himlen, nær jorden", Leths personlige take på det spanske boldspil Pelota eller komme helt tæt på den danske cykelrytter Ole Ritter, når han forsøger at erobre timerekorden i den klassiske cykelfilm "Den umulige time".
Jørgen Leth har ofte samarbejdet med andre kunstnere, ikke mindst som en del af filmgruppen ABCinema i slutningen af 1960'erne. I den lyriske "Dyrehaven, den romantiske skov" skildrer Leth og billedkunstneren Per Kirkeby den gamle skov, så den sjældent har været smukkere.
Læs også Lars Movins interview med Jørgen Leth i forbindelse med Leths 50 års jubilæum som filminstruktør.