Idioterne møder Easy Rider

Idioterne møder Easy Rider

INTERVIEW. For klipperen Adam Nielsen har det vigtigste under arbejdet med "De vilde hjerter" været at være tro over for ånden i materialet. Også selv om det har betydet, at han og instruktøren Michael Noer undervejs har måttet kill some darlings.

Af Lars Movin, bragt i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM #64 Amsterdam november 2008.

Midt under arbejdet med at klippe Michael Noers "Vesterbro" (2007) blev Adam Nielsen præsenteret for pilot-materialet til "De Vilde Hjerter" (2008). Instruktøren var lidt modstræbende blevet trukket ind i projektet, men da Adam Nielsen så optagelserne fra en weekend, hvor medlemmerne af den unge knallert-bande De Vilde Hjerter vælter rundt i en lejet feriehytte og sætter ild til møblerne og brander hinandens nøgne kroppe med et hjerteformet brændemærke, var han ikke i tvivl:

"På det tidspunkt havde der været en masse tv-serier à la "Jackass", hvor det handlede om at være ondskabsfulde mod hinanden og så bagefter grine ad det," siger Adam Nielsen. "Men hér var nogle drenge, som tydeligvis havde en stor kærlighed til hinanden, og som først og fremmest havde det sjovt sammen. Plus at man kunne mærke, at de var totalt ublufærdige og slet ikke ænsede Michael og kameraets tilstedeværelse."

"For mig fungerer en dokumentarfilm bedst, når den følger nogle mennesker, som handler i nuet snarere end at tale om noget, der er sket engang. Og med fyrene i "De vilde hjerter" var det tydeligt, at vi ikke efterfølgende ville være nødt til at trylle noget action frem, fordi de simpelthen var så opslugte af deres eget projekt, at det egentlig var nok bare at følge efter dem."

- Hvad kom det til at betyde for klippearbejdet, at I besluttede at lave en dokumentarisk road movie og dermed skulle forholde jer til en eksisterende filmgenre?

"Det var faktisk en idé, der først kom ind lidt senere. Da Michael lavede de første optagelser, vidste vi ikke, at de skulle ud på den knallert-tur til Polen. Men da vi fik det at vide, var det naturligvis oplagt at tage med dem og filme undervejs. Og vi talte om, at hvis man kunne lave en slags blanding af "Idioterne" (Lars von Trier, 1998) og "Easy Rider" (Dennis Hopper, 1969), så ville vi være på rette spor. Hovedpersonerne er jo ude i et projekt, hvor de prøver grænser af, ligesom i Lars von Triers film."

"Men for at svare på dit spørgsmål om vores overvejelser vedrørende dét at lave en genrefilm, så var vi egentlig mest bekymrede for, om vi kunne finde en ordentlig slutning på filmen. I "Easy Rider" dør hovedpersonerne til slut, og vi var klar over, at sådan kom det nok ikke til at gå i vores film. Men så opstod den situation med, at et af bandemedlemmerne faldt og kom alvorligt til skade, hvilket på en måde var en gave for os, for så kunne vi trække det mere i retning af "Tilsammans" (Lukas Moodysson, 2000), altså hvor det er fællesskabet, de vælger, frem for selve projektet."

- Du har lavet både musikvideoer og reklamefilm og dokumentarisme og spillefilm. Hvilke kriterier anvender du, når du skal beslutte, om du vil gå ind i et projekt?

"På det seneste har jeg ikke lavet så mange musikvideoer og reklamefilm, fordi jeg har været involveret i en række af disse lange processer, hvor det er svært at putte andet ind undervejs. Så jeg siger nej til en del opgaver, og faktisk vælger jeg mest af alt ud fra, hvem jeg godt kan lide at være sammen med. Når man tilbringer det meste af sin tid i et klipperum, er det vigtigt, at man sidder sammen med et menneske, som man kan holde ud over længere stræk. Og heldigvis har jeg nogle gode venner, som bliver ved med at lave interessante film, så i virkeligheden er det ret nemt at vælge."

Emneord: 

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle