"Farlige film - kun for børn"

"Farlige film - kun for børn"

Fire danske kortfilm indgår i en serie under den fælles overskrift "Farlige film – kun for børn". Filmene kaldes farlige, fordi de har kant og rummer en særlig alvor, som man ofte undlader at udsætte børn for i børnefilm. Og når det antydes, at de kun er for børn, er det, fordi voksne ikke altid forstår, at børn tåler og ønsker mere end let underholdning på film.

af FILMupdate

"Jeg ville gerne lave en film om drenge og deres hemmelige lege," siger filminstruktøren Anders Morgenthaler, der i en kort animationsfilm "Eat Shit and Die" fortæller om Benjamin, som presses langt over sine egne grænser af sine bedste venner i deres "Jackass"-lege, indtil det går rigtig galt. "Programmet 'Jackass' på MTV er det, man engang kaldte drengestreger, men voldsomheden i drengestregerne er nu meget mere udpræget."

Det er den slags intentioner om at ville nå børn og stille spørgsmålstegn ved oplevelser i deres liv, der ligger bag filmene i "Farlige film – kun for børn". Instruktørerne har noget på hjertet, de vil dele med deres publikum, og de vil nå dem i et sprog, som børn og unge føler er deres eget.

Bag produktionerne står "fire super talentfulde instruktører", som filmkonsulent Miriam Nørgaard kalder de unge filmskabere. Foruden Anders Morgenthaler er det Christina Rosendahl, Heidi Maria Faisst og Martin de Thurah. Miriam Nørgaaard fra Det Danske Filminstitut har sammen med TV 2 støttet filmene, og produktionsselskaberne Copenhagen Bombay, Nordisk Film, Nimbus og Zentropa har produceret.

"Er det altid synd for den gode, og er det altid den onde, der skal straffes og lave sig om?" Det spørgsmål sætter Christina Rosendahl på højkant i kortfilmen "Pusling", der fortæller om de to piger, Piv og Mia, der ligger i indbyrdes magtkamp. "Har den gode ondskaben i sig, og har den onde godheden i sig? Jeg lærte altid som barn, at når der var konflikter, skulle vi sætte os ned og forsøge at løse dem i fællesskab og blive gode venner igen. Men er det altid godt at indgå kompromisser?"

Børnenes egen verden

Fælles for de fire film er, at de fanger børnenes verden der, hvor den begynder at blive farlig. Det er emner, der kan være dybt alvorlige for børn, og i filmenes historier virker det, som om de voksne ikke er til stede, eller i hvert fald slet ikke forstår alvoren. Der er ikke megen hjælp at hente fra deres kant. Børnene må selv navigere i en truende verden og finde en vej, der er deres.

"Med 'Frederikke' ville jeg lave en film om at miste sin plads og om at prøve at agere i den situation", fortæller Heidi Maria Faisst om sin film. I historien er Frederikke på weekendbesøg hos moren, der har fået ny kæreste og er mere optaget af ham end af Frederikke. "Samtidig ville jeg lave en film, hvor jeg siger til børnene, at de gerne må sige fra over for deres forældre, hvis forældrene er så opslugt af deres eget, at der netop ikke er plads."

"Jeg synes selv, den er skræmmende", fortæller Martin de Thurah om sin film "Vi der blev tilbage" om en verden der er ved at gå i opløsning, fordi alle voksne er blevet grå og har tabt lysten til at leve. Nu er det kun børnene, der kan finde gnisten til livet.

"Alle kan miste håbet", siger han: "I en tid med meget angst kan følelsen af meningsfuldhed godt forsvinde, især hvis man ikke lige har kærlighed – eller nogen anden tro for den sags skyld. Det er vigtigt at turde, at håbe. At engagere sig og ikke gemme sig."

Kvalitetskortfilm til børn

Miriam Nørgaard, har i 2½ år arbejdet som filmkonsulent med kort- og dokumentarfilm for børn og unge, og hun har tidligere klippet en lang række fiktionsfilm. Med den baggrund har det været en stor oplevelse at følge tilblivelsen af de fire kortfilm.

"Jeg vil gerne støtte kortfilm for børn, hvor ambitionerne er høje. Det interessante er at se, om det kan lade sig gøre at skabe film, som vil børnene noget? Film som kan ramme dem der, hvor de er i deres liv, i deres tid? Børn i dag står ikke passivt lyttende uden for historierne. De leger og udtrykker sig igennem alt det moderne isenkram, som vi voksne taler om som skadeligt for deres små sjæle. Børn stiller lige så store krav til kvaliteten af fortællingen som til måden, den fortælles på."

"Kort- og novellefilm skal ikke bare være halvgode film eller halve spillefilm. Det er en egen fortælleform, og de skal have kvalitet både i indhold og form. Men den slags kortfilm er dyre at producere, og det er en kamp at få dem finansieret. Heldigvis ville TV 2 deltage, og da vi i slutningen af 2006 stod med ansøgninger fra fire unge talentfulde instruktører, nogle frontløbere, som interesserede sig for børnefilm, blev der sat ca. 2½ mio. kr. af per film."

"Det her er nogle af de mest lovende, unge instruktører. Tidligere så vi en tendens, der hed 'Don't touch kidfilms!', hvis man vil videre med film. Men der går der ikke nogle skår af de her instruktører. De vil gerne lave film til børn, og det udvikler dem som filmskabere!" "Vi håber med de her film, at børn vil kunne få en stemme, som de normalt ikke får. Titlen på serien "Farlige film – kun for børn" opstod, da vi havde set alle filmene. De handler om nogle ting, som er vigtige for børn, som vi voksne måske selv helst vil være fri for at kende til, fordi det er farligt eller ulækkert. 'Men er det her til børn?', er der nogle, der har spurgt. Og ja, det er jeg sikker på, og jeg er også sikker på, at det rører os voksne."

Artiklen har været bragt i FILMupdate.

Emneord: 

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle