Tro, Håb og Sex

2011, 33 min, DK/Kort fiktion, Danmark

Den unge katolik Claudia har et helt specielt forhold til Jomfru Maria, med hvem hun åbenhjertigt deler sine fantasier om den noget ældre, lækre overbo, kokken Jens, som hun har et megacrush på, og som hun også arbejder for fra tid til anden. Sexfikseret og fyldt til bristepunktet af teenage-hormoner tænker Claudia kun på at miste sin mødom - og allerhelst til kokke-Jens. Men hvordan skal hun gribe det an, og hvordan får hun overboens kæreste ud af billedet?

Egnet Til

Undervisningstrin: 

  • Udskoling

Fag: 

  • Dansk
  • Filmkundskab

Undervisningsvejledning

Filmen retter sig mod undervisningsforløb i dansk, hvor der kan arbejdes med temalæsning og kortfilmen som genre. Filmen kredser om temaer som tro, identitet og sex, hvilket vil være et godt udgangspunkt for samtale om og læsning af tekster med samme tematik. Hovedpersonen forsøger at finde sit eget ståsted i forhold til moderen og samtidig komme overens med sine sexfantasier til trods for den stærke tro, hun også bekender sig til, og som ikke er forenelig med sex før ægteskabet. Det kan være relevant at tage en generel samtale om hovedpersonens splittelse og diskutere, hvad hun har med fra sin mor, og hvad der er hendes egen holdning. I en danskfaglig sammenhæng kan desuden arbejdes med indre og ydre personkarakteristik og miljøet. Filmen er også velegnet i et forløb om kortfilmgenren, da den i sin opbygning er klassisk for genren, hvilket gør den velegnet i arbejdet med en række grundelementer som dramaturgi, person- og miljøkarakteristik, filmiske virkemidler og tematik i kortfilmanalyse. Filmen kan også bruges i et forløb omkring, hvordan følelsesmæssige tilstande udtrykkes i filmsprog. Her kan filmens symbolladede visuelle udtryk indgå.

Credits

Stills

Nordisk Film Production 2011

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle