Just like the movies

2006, 21 min, U/Dokumentarfilm, Østrig

"Det er ligesom på film!" var den første reaktion fra mange mennesker, mens de den 11. september 2001 på tv så to fly styre ind i World Trade Center i New York. Selv om verden ikke tidligere havde set en katastrofe af dette omfang, oplevede mange af os alligevel en følelse af deja-vu dér foran tv-skærmen. Denne paradoksale oplevelse udfordrer vores opfattelse af realisme, for hvis dokumentariske billeder er vidnesbyrd om rigtige begivenheder, så er billederne fra 11. september en virkeliggørelse af den eksisterende fiktion. »Just Like the Movies« er en eksperimenterende kortfilm lavet udelukkende med klip fra allerede eksisterende film - fra »Rumrejsen år 2001« til »Spiderman«. Filmen forsøger dermed at rekonstruere katastrofen ved at fremhæve parallellerne mellem den fiktive verden og billederne af virkelige hændelser.

Egnet Til

Undervisningstrin: 

  • Udskoling

Fag: 

  • Dansk
  • Filmkundskab

Undervisningsvejledning

Filmen er velegnet i filmanalyse og medieforløb, som har fokus på storgenrerne fiktion og fakta og de mange blandingsformer. Fiktionen henter ofte inspiration hos virkeligheden, men "Just Like the Movies" synes at påstå, at virkeligheden også låner fra fiktionen.
Denne komplekse og eksperimenterende kortfilm rekonstruerer begivenhederne fra Tvillingetårnenes fald i New York den 11. september 2001. Filmen blander faktuelle optagelser med klip fra mange af det uendelige antal katastrofefilm, som Hollywood har produceret. Filmen bruger bl.a. klip fra science fiction-film som "King Kong" og "Superman" og politiske konspirationsfilm som "3 døgn for Condor" og "Maratonmanden". I sammenstødet mellem faktuelle optagelser og fiktionsfilm opstår nye symboler og fortolkningsmuligheder.
Filmen akkompagneres på lydsiden af klavermusik som i stumfilmtiden. Hvilke fortolkningsmuligheder tilbyder musikken?
Det er nærliggende at se nærmere på filmens komposition, som ironisk nok kalkerer Hollywoodmodellen: Anslag: Storby med puls og nerve etableres, men alle ser sig over skulderen i frygt. Præsentation: Verdens undergang varsles, da mørke skygger falder over byen og tårnene. Uddybning: Første tårn er ramt. Et abnormt mediecirkus strømmer til. Point of no return: Flykapring og trussel om mere død og ødelæggelse. Konfliktoptrapning og klimaks: Nationens ledere ser hjælpeløse til. Tårnene falder og byen ædes op af støv. Folk flygter. Medierne flygter. Redningskorps flygter. Udtoning: Frihedsgudinden er faldet.

Credits

Alternative Title
Just like the movies
Instruktør
Michal Kosakowski
Klipper
Michal Kosakowski
Manuskript
Michal Kosakowski
Censur
Tilladt for børn fra 11 år

Stills

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle