Filmen er helt oplagt som øjenåbner, når undervisningen i dansk eller mediefag sætter fokus på genredefinitioner og -bestemmelser.
"Boy Meets Girl" karikerer humoristisk en stribe kendte genreklicheer. En manuskriptforfatter og en filmproducent mødes, og sammen udvikler og leger de sig gennem temaet "Dreng møder pige, og sød musik opstår". De afprøver forskellige genrer og perioder til historien. En scene foregår i et idyllisk landligt Morten Korch-køkken i 1950'erne, hvor filmlamperne kaster urealistiske skygger på væggen. En anden scene er inspireret af dogmefilm: et møde på en trist grillbar fortalt med uskarpe billeder, halvdårlig reallyd og håndholdt kamera. Når historien udspiller sig i actiongenren med de obligatoriske kampscener og bileksplosioner, stiger klipningen i tempo. Vi møder således mange velkendte genrer og også et par mindre kendte som tysk porno, amerikansk screwball-komedie og svensk kammerspil.
Hvornår er noget en genre? Film tilhører en genre, når de deler en række fællestræk inden for indhold, form og stil. Hvor mange genrer kan klassen genkende? Det er oplagt at inddele klassen i små grupper, som hver afdækker og udforsker en genre. Leg evt. videre! Hvordan ville "Boy Meets Girl" udfolde sig i Disneys tegneserieunivers? Hvordan ville historien udfolde sig som science fiction eller fantasy?
Filmen illustrerer også vigtige filmhistoriske perioder og er derfor oplagt i en gennemgang af filmhistorien i mediefag eller filmkundskab.