Bawke

Kortfilmen er særdeles velegnet som afsæt for en bred diskussion af og forståelse for de mange flygtninge og indvandrere, forældre og børn, som opgiver alt i håb om at finde en bedre tilværelse i Europa. Filmens instruktør Hisham Zaman var selv ung, da han kom fra Irak til Norge som flygtning. Filmen sætter fokus på de menneskelige aspekter af flygtningeproblematikken. Vi følger far og søn i den sidste strabadserende flugt over grænserne, hvor Bawke - "far" på kurdisk - gennemfører den ultimative selvopofrelse i håb om at sikre sønnen opholdstilladelse i Norge.
Filmen er stramt komponeret og særdeles velegnet at se nærmere på i en filmanalyse. Adskillelse og genforening er et gennemgående motiv i filmen, og det understreges af filmens stilistiske virkemidler, fx billedbeskæring og underlægningsmusik. I filmens start er far og søn forenet i flugten, men hurtigt varsles den endelige adskillelse, da Bawke beder sønnen gå alene og melde sig til politiet. Filmen er realistisk, næsten dokumentarisk i sin stil, men scenografi og rekvisitter er mættede med betydning. Det fremmede land tegnes i kølige farver, tågen er tæt, og sneen ligger tykt. Vognstammer, tog, perroner og tæt trafik understreger adskillelsen mellem far og søn og mellem det kendte og det fremmede. Sønnen bærer sit kæreste eje, et fodboldkort med Zidane, på sig ved ankomsten til Norge. Kortet er farligt, da det knytter sønnen til hjemlandet, men det bærer også håb for en ny fremtid.