OBS: Der er i øjeblikket problemer med at se film fra GYMNASIE sektionen. Brug i stedet GRUNDSKOLE.

Tag altid børn alvorligt

Jeg er fantastisk

INTERVIEW. Klaus Kjeldsen har i to årtier lavet originale og nærværende dokumentarfilm, der beskæftiger sig med de store og små spørgsmål, som børn er optaget af. I hans nye serie "Jeg er fantastisk", undersøger han på filosofisk og humoristisk vis børns møde med almenmenneskelige følelser som angst, kærlighed og misundelse.

Interview af Nynne Østergaard, bragt på FILMupdate den 10. marts 2013

"Min tand rokker mere end din tand. Den rokker bare ikke lige nu," siger en lyshåret pige i jordbærmønstret trøje til sin veninde. I scenen, der er taget fra Klaus Kjeldsens fem minutter lange "Rokketanden" fra 1995, bliver rokketanden et symbol på det at vokse op og blive ældre. En tilstand så eftertragtet, at børn som pigen i den jordbærmønstrede trøje af og til kan føle sig nødsaget til at lyve om, hvor mange af slagsen de har.

Scenen er et godt eksempel på Klaus Kjeldsens evne til at indfange børns helt unikke måde at opfatte verden på, hvad enten emnet er abstrakt, som tidsbegrebet i "Et øjeblik", eller helt almindelige hverdagssituationer i de senere film "Omklædningsrummet" og "Ryd op".

"Klaus Kjeldsen er en af de garvede kræfter i dansk børnefilm. Han har været med længe, måske fordi han stadig er dybt optaget af, hvordan det er at være barn," siger Dorte Høeg Brask, filmkonsulent for børn og unge. "Han tager dem alvorligt og er en god lytter, og så har han som en af de få et skarpt blik på de spørgsmål, der fylder i børns liv. I hans film undrer man sig altid med børnene, og så er filmene altid en reminder om, at barndommen er et fuldstændigt vidunderligt sted at være."

Filosofiske børn

I Klaus Kjeldsens nye serie, "Jeg er fantastisk", undersøger instruktøren på filosofisk og humoristisk vis børns møde med almenmenneskelige følelser som angst, kærlighed og misundelse. Følelser, som børn ofte tumler med alene. I seriens første afsnit, "Jeg er fantastisk – jeg er mørkeræd", der havde tv-premiere i 2013, reflekterer en 4. klasse over det at være mørkeræd ved bl.a. at tegne og skrive stikord ned og ved at lege gemmeleg på skolen i mørke.

"Jeg havde lyst til at lave en film om at være bange for mørke, fordi det er noget, der stikker dybt i os alle sammen, følelsen af noget ukendt. Og det er tit noget, der er overladt til børnene selv. Selvfølgelig bliver der lavet noget damage control, når mareridtet bliver for stort, og sveden springer på panden. Men mørke er ikke noget, man normalt får snakket så meget om," siger Klaus Kjeldsen.

Projektet var oprindeligt tænkt som en enkelt film, men udviklede sig hurtigt til en serie på seks afsnit – lavet som en blanding af animation og dokumentar – om følelser eller tilstande, som kan være svære at få hold på. Alle bærer titlen "Jeg er fantastisk" i kombination med en undertitel: "Jeg er mørkeræd", "Jeg keder mig", "Jeg er misundelig", "Jeg er genert", "Jeg er sur" og "Vi er kærester".

Den iboende modsætning i de enkelte afsnits titel referer til følelsen af i det ene øjeblik at føle sig suveræn for i det næste at føle sig helt lille. Som Klaus Kjeldsen selv formulerer det:

"Børn er suveræne. De er fantastiske på alle mulige måder. Men de er også mørkerædde, generte eller misundelige."

I serien – såvel som mange af Klaus Kjeldsens andre film – er der sjældent voksne til stede, ingen forældre til at oversætte børnenes sprog eller eksperter til at forklare, hvordan tingene hænger sammen. Til gengæld får børnene plads og tid til at udtrykke sig.

"Min tilgang er, at vi er i stand til at kapere og udtrykke vores følelser, ligegyldigt hvor vi er. Børn kan i lige så høj grad som voksne have en filosofisk tilgang til verden. De bruger måske nogle andre ord, men følelserne og tankerne er der. Det gælder om at give dem plads og tage dem alvorligt."

Tror du, der er grænser for, hvilke emner man kan lave film om til børn?

"Nej, det tror jeg sådan set ikke. Og jeg tror heller ikke, at der er grænser for, hvad børn kan se på. Det kommer meget an på, hvilken tilgang man har til det. Om man respekterer dem som publikum."

En haiku-agtig præcision

Klaus Kjeldsen har igennem de sidste 20 år specialiseret sig i at lave korte og nærværende film til børn. På hans cv findes også film i et længere format, f.eks. "På Ama'r" fra 2001 med Henrik Nordbrandt og Claus Nissen, og han vil da heller ikke udelukke, at han i fremtiden vil kaste sig ud i flere spillefilm. Alligevel er det kortfilmformatet, der trækker mest.

"Kortfilm kræver en præcision, som jeg godt kan lide. En haiku-agtig præcision, ligesom digte, tænker jeg. Du kan komme vidt omkring, hvis du formår at fastholde den præcision," siger Klaus Kjeldsen, der følger interesseret med i den udvikling, kortfilm befinder sig i for øjeblikket.

"Det korte format har jo fået en art renæssance med internettet. I dag har du nogle helt nye muligheder for at eksperimentere med stilen og fortælleformen. Og så er der sket et opbrud i forhold til distributionen af film, der egner sig særlig godt til kortfilm, f.eks. kan du se film på din telefon," siger instruktøren.

Har udviklingen også påvirket den måde, børn er på i dag?

"Både og. 'Rokketanden' bliver stadig vist den dag i dag. Den eneste forskel på den film og i dag er måske det tøj, børnene har på. Men selvfølgelig er børn i dag anderledes end dengang. Det er jo en hel anden virkelighed, de indgår i."

Hvad karakteriserer den virkelighed?

"Mediebilledet er jo eksploderet. Deres erfaringer skabes både i et mediebillede, og når de er i skole og leger med vennerne. Men det at have venner og lege sammen forandrer sig jo ikke. Der er bare kommet nogle andre ting til ­– telefoner, tablets, internettet – der gør, at man kan lege sammen på andre måder. Men legen er der stadigvæk."

En helt speciel form for nærhed

Inspirationen til sine film har Klaus Kjeldsen ofte fundet hos sine egne børn. "Rokketanden" er f.eks. inspireret af den sommerferie, hvor Kjeldsens søn Viktor tabte sin første tand og stolt kravlede op på spisebordet for at proklamere det. Som et slags overgangsritual.

I dag er Klaus Kjeldsens børn voksne, og han finder nu sin inspiration et andet sted, nemlig hos sine børnebørn. Hans næste projekt kommer til at handle om forholdet mellem børn og bedsteforældre.

"Der er en helt speciel form for nærhed mellem børn og bedsteforældre, og som bedstefar er det derfor helt naturligt for mig at prøve at undersøge det. For begge parter er det godt at kunne se bagud eller frem. Det skaber et perspektiv, som ellers er svært at få fat på i en fortravlet verden," siger Klaus Kjeldsen.

Emneord: