Søren Malling anbefaler

søren malling

FAVORITFILM. Skuespiller Søren Malling er kendt fra en lang række film, senest "Mænd & Høns". Han har kigget Filmcentralens film igennem og anbefaler Anders Østergaards dokumentarfilm "Gasolin".

Af Liselotte Michelsen. Foto: Kennet Islandi Havgaard.

Søren Malling er kendt fra bl.a. tv-serierne "Borgen" og "1864" og fra en lang række spillefilm. I 2013 vandt han en Bodil for Bedste mandlige hovedrolle i "Kapringen" (2012). Søren Malling giver dokumentarfilmen "Gasolin" disse ord med på vejen:

"Når man som jeg er født i 60'erne og vokset op i 70'erne og 80'erne, kan jeg varmt anbefale Anders Østergaards meget ærlige og rammende dokumentarfilm om Gasolin. Det er en film, der taler til hjertet. Og er fortalt med hjertet. Den går lige i maven. Det forudsætter sikkert, at du har været en del af tiden med Gasolin. Men hvis du har, så er det et flash back til Danmarks vel nok største rockband nogensinde. Du bliver sendt ned ad Memory Lane og sidder tilbage med en følelse af, at det kunne være fedt at skrue tiden tilbage. Ikke for altid, men bare for en stund, et par dage, måske bare timer."

"Om jeg er romantiker? Nej, overhovedet ikke. Men jeg kan godt lide at blive mindet om det, der var, og hvor fedt det egentlig var, og hvor galt det egentlig gik. For det gik jo ikke, nej det gik i stykker, altså Gasolin, men det var fedt, mens det var der ... Rabalderstræde, Kvinde min, Strengeleg, Masser af succes ... Det var min ungdom, og det er skønt at blive mindet om," siger Søren Malling.

Læs om Søren Malling i Filmdatabasen

Foto: Kennet Havgaard

Emneord: