OBS: Der er i øjeblikket problemer med at se film fra GYMNASIE sektionen. Brug i stedet GRUNDSKOLE.

Scener indefra

Scener indefra

BAGGRUND. "Vi glemmer alt for ofte, at der er mennesker, der lever midt i krigen," skriver instruktør Nagieb Khaja om sin dokumentarfilm "Mit Afghanistan" og fortæller om tilblivelsen af filmen, der kommer helt tæt på afghanernes hverdag – filmet af dem selv på mobiltelefoner.

Af Nagieb Khaja, bragt i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM #76 IDFA november 2012.

Den anden dag så jeg en film om vestligt inspirerede frisørsaloner, der åbnede i en af de store byer. Og sådan er det gerne: Hvis det ikke er krigen set fra de vestlige soldaters rækker, som det oftest er, så er historierne fra Afghanistan typisk solstrålehistorier fra byerne – som den om salonerne.

Når historierne endelig rummer materiale, som skildrer forholdene i landområderne, hvor de fleste bor, og hvor krigen faktisk foregår, er det typisk som statistikker eller en sjælden gang billeder af sårede eller døde civile.

Vi har tendens til at glemme

Jeg fik ideen til min film, efter at jeg i flere år havde arbejdet som journalist i Afghanistan uden at være "embedded", det vil sige beskyttet af militæret og underlagt deres regler og restriktioner. Det lykkedes mig dermed at komme i direkte kontakt med civilbefolkningen, hvis historier jeg har forsøgt at fortælle i reportager, artikler og i min bog "Historien der ikke bliver fortalt – om krigen i Afghanistan".

Det frustrerede mig, at mine erfaringer og oplevelser ikke blev afspejlet i den generelle mediedækning. Det eneste, jeg kunne få øje på, var et forsimplet fremstilling af krigen som en konflikt mellem det gode vestlige militær og deres afghanske allierede, og de ultimativt onde oprørere som deres modstandere.

I virkeligheden er det en kompliceret konflikt med en masse gråzoner, og civilbefolkingen er som i alle andre krige de indiskutabelt største ofre.

Det lyder måske nok som en kliché, men jeg ville lave en film, der portrætterede afghanerne som mennesker på godt og ondt. Mange af de billeder, som vi ser af for eksempel Helmand – hvor min film foregår – er billeder af mennesketomme ørkenlandskaber, hvor to krigsførende parter skyder og bomber løs og kan gøre det uden den store konsekvens. Og netop derfor er filmens præmis – kliche eller ej – vigtig at slå fast, fordi vi alt for ofte glemmer, at der er mennesker, der lever midt i krigen. Mennesker af kød og blod, klemt imellem de krigsførende parter, og som ikke desto mindre forsøger at føre et almindeligt liv.

Mobiltelefoner var løsningen

Men at forsøge at skildre krigen i Afghanistan på helt tæt hold er langt fra nogen ufarlig opgave. Det indebærer nemlig stor risiko at opholde sig i landsbyerne som journalist, fordi befolkningen i de afghanske landområder – modsat mange andre steder i verden – ikke opfatter journalisterne som en objektiv part, men derimod som den forhadte afghanske regerings forlængede arm eller i ledtog med de udenlandske styrker, som de generelt oplever som et onde. Derfor skildrer de fleste journalister normalt livet i de konfliktramte områder i form af shoot-and-run-optagelser, hvor de befinder sig ganske kort tid i landsbyerne.

Risikoen oplevede jeg på egen krop, da jeg i 2008 blev kidnappet af Taleban, mens jeg arbejde på at skildre afghanerne igennem en længere periode i deres egne omgivelser. At blive betragtet som regeringens eller de udenlandske styrkers samarbejdspartner kunne i værste fald have bragt både mit og de civiles liv i fare.

For at beskytte de civile og stadig være i stand til at berette om deres liv fik jeg den idé at udstyre dem med mobiltelefoner, så de i stedet kunne filme sig selv. Mobiltelefoner er blevet allemandseje i Afghanistan, mens videokameraer stadig er et særsyn, især i landområderne. Det var en måde at "blive hos dem", uden at bringe hverken dem eller mig selv i livsfare.

Større risiko for kvinder

I 2009 rejste jeg derfor til Helmand og uddelte mobiltelefoner til en gruppe lokale afghanere, som jeg gerne ville have til at medvirke i filmen. Vi havde researchet en masse og sat os ind i de mulige konsekvenser. Vi vidste, at de medvirkende i værste fald risikerede at få smadret telefonerne, og i allerværste fald også få et par på hovedet af oprørerne. En af de første medvirkende endte da også med at få en flad og en smadret telefon, men det var konsekvenser, som de var forberedte på og parate til at leve med. Heldigvis viste det sig at være den alvorligste hændelse, som vi oplevede undervejs som direkte konsekvens af vores projekt.

Min allerstørste udfordring var dog at finde kvindelige medvirkende – og fastholde dem i projektet. Det ville ikke være noget stort problem at finde en kvinde fra for eksempel Kabul, men mit ønske var jo at vise virkeligheden i landsbyerne, hvor indbyggerne traditionelt set er meget mere konservative end i byområderne.

Kvinderne skulle løbe en langt større risiko end mændene på grund af rygtedannelserne i landsbysamfundene, hvor æresbegreber fylder ekstremt meget. En afghansk kvinde forventes ikke at bevæge sig uden for hjemmet, medmindre det er strengt nødvendigt. Kontakt med fremmede mænd kan i værste fald koste hende livet.

Men det var nødvendigt at gøre forsøget. En film uden kvinder ville ikke have tegnet et retvisende billede af livet i landsbyerne.

Krig har altid de alvorligste konsekvenser for civilbefolkningen, som oftest ikke har mulighed for at påvirke beslutningerne, og som altid står tilbage som de største tabere. Min ambition er dog ikke at portrættere afghanerne som magtesløse ofre, som vi kun skal have ondt af. Vi ser gennem deres egne øjne, hvordan de på trods af besværlige og usikre forhold lever deres liv med glæder, sorger, drømme og behov, som ikke er så fjernt fra vores.

Emneord: