OBS: Der er i øjeblikket problemer med at se film fra GYMNASIE sektionen. Brug i stedet GRUNDSKOLE.

No Happy Ending

No Happy Ending

INTERVIEW. Kortfilmen "Seven Minutes in the Warsaw Ghetto" gør en pointe ud af ikke at tilbyde publikum en lykkelig slutning. "Du må gerne sidde tilbage med en følelse af tab og fortvivlelse, når du har set noget tragisk," siger filmens instruktør Johan Oettinger.

Af Nynne Østergaard, bragt på FILMupdate den 12. april 2012.

Vi befinder os i Polen 1942. En lille jødisk dreng leger i Warszawas ghetto, da han pludselig får øje på en gulerod gennem et hul i den omkransende mur. Han prøver at trække guleroden gennem hullet med et stykke ståltråd uvidende om, at to SS-soldater står på den anden side og følger med i hans mindste bevægelse.

"Seven Minutes in the Warsaw Ghetto" er en stop-motion dukkefilm, som bryder med typiske konventioner for Holocaust-film ved ikke at tilbyde noget lyspunkt i slutningen. Og det er ifølge instruktør Johan Oettinger et meget bevidst om end risikabelt valg.

"Jeg synes, det er ærgerligt, at sørgelige film ofte ender lykkeligt. Et af hovedbudskaberne i den her film er, at du gerne må sidde tilbage med en følelse af tab og fortvivlelse. Især når filmen berører Holocaust," siger Johan Oettinger.

Idéen til filmen udsprang af manuskriptforfatter Richard Raskins arbejde med bogen "A Child at Gunpoint". Bogen undersøger et ikonisk billede fra 2. Verdenskrig, der forestiller en jødisk dreng med hænderne over hovedet. Ved siden af står SS-soldater med pistoler rettet direkte mod ham. Undervejs i arbejdet stødte Raskin på en vidneberetning om en jødisk dreng og to SS-soldater på hver deres side af den tykke mur om Warszawas ghetto.

"Filmen fortæller i mine øjne en universel historie om en uskyldig dreng, som oplever verden omkring ham smuldre," siger Johan Oettinger.

Sjælen ligger i øjnene

"Seven Minutes in the Warsaw Ghetto" benytter sig af en speciel teknik, som erstatter dukkernes øjne med menneskeøjne. Teknikken er blandt andet også set i Shrek-filmene og den Oscar-nominerede kortfilm "Madame Tutli-Putli".

"Der sker noget rigtig interessant, når man bruger menneskeøjne. Hele sjælen kommer til at ligge i øjnene," forklarer Johan Oettinger og uddyber:

"Vi er gode til at aflæse øjne. På den måde kan du spille på det subtile og fortælle meget med et enkelt blik i stedet for at skulle fortælle alting med meget store armbevægelser."

Emneord: