OBS: Der er i øjeblikket problemer med at se film fra GYMNASIE sektionen. Brug i stedet GRUNDSKOLE.

Knallerthjerter

Knallerthjerter

INTERVIEW. Efter den hæsblæsende "Vesterbro" (2007) troede Michael Noer egentlig, at han havde fået nok af at lave film om ungdommelig vildskab og druk, i hvert fald for en tid. Men så gjorde hans produktionsleder ham opmærksom på en bande af følsomme og fandenivoldske knallertkørende knægte på Fyn. Resultatet er blevet den på alle måder overskridende "De vilde hjerter", en slags "Sidste nat med kliken" møder "Jackass" i roadmovie-format, tilsat en knivspids Carl-Mar Møller.

Af Lars Movin, bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin, FILM #64 Amsterdam, november 2008.

Det var en tydeligt lettet Michael Noer, der gik på scenen i Ebeltoft efter visningen af hans spritnye film, "De vilde hjerter", en dokumentarisk roadmovie om tolv unge mænd fra Fyn, der som en slags kombineret troskabsed, manddomsprøve og eventyr beslutter at køre de 1.300 kilometer fra Odense til Pommern i Polen  på knallert. Filmen var kort forinden trukket ud af computeren, den manglede stadig grafik og diverse former for effekter og teknisk efterbearbejdning, og inden screeningen havde den kun været set af ganske få andre end de involverede.

Bonding via overskridelse

Men "De vilde hjerter" stod distancen over for den forsamlede flok af kolleger, i hvert fald at dømme efter reaktionerne undervejs og de efterfølgende kommentarer. Og der er da også rigeligt at reagere på i Noers film. Drengebanden De vilde hjerters samvær handler i høj grad om bonding via overskridelse. Som det kitschede navn antyder, er der en god portion ironi involveret. Det fremgår, at idéen om at køre på knallert (selv om medlemmerne er i tyverne) er inspireret af fædrenes generation, som kørte på knallert i 1970’erne. Og gruppens univers er spækket med mytologi, symboler og ritualer, som  måske typisk for Povl Kjøller-generationens yngre søskende  balancerer på kanten mellem sjov og seriøsitet, mellem distance og inderlighed. Men lige under den pjattede overflade rumsterer alvoren.

Frihed og fællesskab

Selv om flere af medlemmerne af "De vilde hjerter" angiveligt lever i faste parforhold, sættes samværet med kammeraterne særdeles højt. Og de unge mænd, der filmen igennem ter sig som en blanding af moderne vikinger og sensible, metroseksuelle ungersvende på kanindræberkursus, er ikke blege for at vise følelser over for hinanden, at sige direkte og utvetydigt, at de elsker hinanden, og at dele alt  også de mest intime ting  med hinanden. De kysser og krammer, de er nøgne sammen, de drikker sig sanseløst berusede sammen, de jagter ekstasen sammen. Og  som det ultimative udtryk for deres forbundethed  lader de sig under rituelle former brændemærke med et hjerteformet symbol. Alt sammen som en hyldest til dét, det hele drejer sig om: frihed og fællesskab.

Noer er med hele vejen. Der er stort set ikke den kropslige funktion, som ikke smaskes lige i synet på publikum, ligesom filmen nærmest skånselsløst registrerer alle aspekter af gutternes samvær, fra de mest ekstatiske opture til de sorteste huller af depression, hjemve, tvivl, rådvildhed og konflikter. Dog kunne man (med en vis lettelse, det skal indrømmes) i den version af filmen, der blev vist i Ebeltoft, konstatere, at da drengene på et af turens pitstops besøger et pornocenter, hvor de  tykke bag ørerne, som de er  vellystet vælger hver sin film og forsvinder ind i de køkkenrulle-udstyrede kabiner, bliver fotografen pænt udenfor.

Lov til at filme alt

Derfor var det også rimeligt at spørge instruktøren, hvor hans personlige grænser går: "Jeg har allerede lavet én film, hvor man var med inde i sådan en kabine," svarede Noer. "Så det var ikke, fordi vi ikke turde vise dét. Men en af de mere overordnede diskussioner, som klipperen Adam Nielsen og jeg havde undervejs i processen, handlede om, at det var vigtigt, at man ikke troede, de var bøsser. Ikke fordi der er noget i vejen med at være bøsse, det er bare ikke dét, det handler om."

"Men for at svare helt generelt så synes jeg ikke, at der er noget, man ikke må filme eller vise, så længe det ligger i forlængelse af historien. Jeg laver altid den samme type aftale med de medvirkende i. mine film, og den går ud på, at jeg undervejs har lov til at filme alt. Til gengæld har de bagefter hundrede procent ret til at få en scene klippet ud, hvis de ikke vil have den med. Og heldigvis er der indtil videre aldrig nogen, der har bedt om at få noget klippet ud. I hvert fald ikke noget vigtigt."

Roadmovie til Pommern

"De vilde hjerter" er optaget under et næsten fire uger langt og ganske strabadserende (også for filmholdet) road-trip til Pommern. Og det var blandt andet udsigten til at kunne lave en dokumentarisk genrefilm, som tændte Michael Noer på projektet:

"Da jeg skulle finde inspiration til filmen, kiggede jeg i min dvd-samling, og det gik op for mig, at mens roadmovies i tv-regi er sådan et klassisk koncept, hvor man sender Biker Jens til Texas for at spise en kæmpe burger eller sådan noget, er der inden for den egentlige dokumentarisme ikke lavet ret meget. Og så var det jo oplagt, at vi kunne udnytte, at drengene også selv havde sådan et sindssygt drive, som ville egne sig godt til den genre. Så jeg tænkte, at det ville give mig mulighed for at lave en film, hvor jeg kunne hive i nogle lidt mere fiktionelle håndtag."

En af de største udfordringer i den forbindelse var at håndtere den omstændighed, at der ifølge sagens natur måtte være tolv hovedpersoner.

En slags arketyper

"Som noget af det første fik jeg dem alle sammen til at skrive en karakteristik af sig selv," fortalte Noer. "Det viste sig at være en virkelig god idé, som jeg helt sikkert vil bruge igen, fordi de medvirkende på den måde selv kom til at føle, at de havde investeret noget i filmprojektet. Og ligesom i en helt klassisk multiplothistorie med flere karakterer kunne jeg ud fra dét, de havde skrevet, forestille mig, hvad de var for en slags arketyper. Dermed kunne vi destillere nogle karaktertræk, som jeg kunne bruge, da jeg på et tidspunkt satte mig ned og prøvede at forestille mig hele filmen og skrev den igennem fra start til slut med scener og det hele. På den måde har forproduktionen været ligesom at lave en fiktionsfilm. Men selvfølgelig er det en dokumentarfilm, så det gik ikke helt, som vi havde skrevet i manuskriptet."

Endelig ville de fremmødte i Ebeltoft gerne vide, hvor meget Michael Noer undervejs havde skubbet til scenerne, hvor meget han havde forsøgt at påvirke de medvirkende til at gøre nogle bestemte ting for filmens skyld:

"Det interessante ved den hér film var, at De vilde hjerter, samtidig med at de opsøger det ekstreme, også selv dyrker det iscenesatte. Det betød, at vi egentlig bare skulle forsøge at skubbe dem lidt mere ud i nogle retninger, som de selv var på vej ud i. Og som det ofte er tilfældet med grupper, havde de hver især fået eller påtaget sig nogle roller eller karakterer, som man blot skulle stramme en lille smule for at de kunne komme til at fremstå som en slags arketyper i filmen. På den måde ligger vores projekt hele tiden i forlængelse af deres eget."

Emneord: