OBS: Der er i øjeblikket problemer med at se film fra GYMNASIE sektionen. Brug i stedet GRUNDSKOLE.

Inden vi siger farvel

Inden vi siger farvel

INTERVIEW. "En god død" følger tre kvindelige beboere på et hospice og skildrer på rørende og livsbekræftende vis de tanker, man gør sig, når livet nærmer sig en afslutning. Filmen handler mere om livet end om døden, fortæller filmens instruktør Estephan Wagner.

Af Nynne Østergaard, bragt på FILMupdate den 8. november 2013.

Hanne, Myrna og Britt er alle i den allersidste fase af livet. De er flyttet på hospice, hvor de skal forlige sig med det uafvendelige. Hver især kæmper de med at tage afsked på en god måde og realisere nogle af deres sidste drømme.

"En god død" tager fat i et emne, der for mange kan være svært at sætte ord på.

"Døden er hele tiden til stede i spillefilm. Men det er sjældent, man ser døden i virkeligheden. Og man taler heller ikke om det. Der ligger i hvert fald en stor berøringsangst. Det er et problem, for uanset om man vil det eller ej, er det et emne, der kommer til at berøre os alle mange gange i livet," siger Estephan Wagner. Under optagelserne til filmen kom han helt tæt på både patienter og pårørende.

"Jeg så mange pårørende blive dybt traumatiserede af den oplevelse, at en kone, søn eller mor pludselig døde, og at de slet ikke var forberedt. Derfor synes jeg, det er vigtigt at åbne op for, at man kan tale frit om det, uden at gøre til noget stort, men som det, det er. Noget helt naturligt."

Et sidste måltid

Den tysk-chilenske instruktør, der er bosat i Danmark, har selv haft døden helt tæt på. Da hans mor for 10 år siden blev syg af kræft, sagde Estephan Wagner sit job i Tyskland op og rejste tilbage til Chile for at passe hende.

"I Chile findes der ikke noget som et hospice, og vi havde ikke råd til en hjemmesygeplejerske, så der var kun mig. Det var utrolig hårdt. På et tidspunkt følte jeg ikke, at jeg havde kræfter nok til at være søn, fordi jeg også skulle være sygeplejerske," fortæller instruktøren.

Af samme årsag vil han gerne slå et slag for den unikke mulighed, det er, at kunne bruge sine sidste dage på et hospice.

"Jeg synes, det er helt vildt fantastisk. Beboerne får rigtig god pleje, personalet er super dygtige, og de går højt op i den mad, der bliver serveret. Da jeg optog filmen, var der en kvinde, som ikke længere kunne spise selv. Kvinden havde sådan lyst til sin livret. Så personalet lavede retten til hende, så hun i det mindste kunne dufte maden en sidste gang. Det ord, der beskriver det bedst, er værdighed. Desværre er det ikke muligt at give alle sådan en død."

Mere intimt end sex

I filmen kommer vi helt tæt på de tre hovedpersoner, når de gør sig tanker om døden og det liv, de har levet. Vi ser dem i samtale med lægen, sygeplejersken, præsten og deres pårørende. Og vi ser umiddelbart efter, at livet har forladt dem. For Estephan Wagner er det en situation, som ikke kan sammenlignes med noget andet.

"Det er aldrig nemt at filme nogen, der skal dø. Det er noget af det mest intime, man kan opleve. Det er mere intimt end sex. Og det stiller store krav til dig som instruktør. Jeg fortalte dem mine største hemmeligheder og ting, jeg føler, jeg har gjort forkert i mit liv. Det var med til at skabe en tillid, som er helt afgørende i sådan en situation. De har tilladt mig alt. Jeg måtte være der, når de døde, og de kunne ikke engang se filmen, når den var færdig. Derfor skulle de kunne stole på mig fuldt ud," siger Estephan Wagner og fortsætter:

"De var faktisk utroligt glade for at være med og være så involveret i projektet. I en stund, hvor man normalt er optaget af at give slip på alt, følte de, at de kunne bidrage med noget. Det gjorde samtidig, at jeg følte, jeg havde ret til at være der."

For at fastholde intimiteten i filmen sørgede Estephan Wagner under optagelserne for at være helt alene med sine karakterer.

"Jeg lavede alt selv. Jeg instruerede, jeg holdt kameraet og stod for lydoptagelserne. Det er min måde at komme helt tæt på. Hvis jeg har nogen ved siden af mig, er det nemt at snakke med dem, men hvis jeg er helt alene, så snakker jeg med mine karakterer. Det er et pres, jeg lægger på mig selv for at komme helt tæt på," fortæller instruktøren. Han var samtidig bevidst om, at tiden uden kamera var lige så afgørende som tiden med.

"Jeg byggede mit forhold til dem op, når kameraet var slukket, sådan at når kameraet blev tændt, var intimiteten der, uden at der var brug for, at jeg indgik i en eller anden form for dialog. Jeg tror, det giver publikum mulighed for at opleve den samme nærhed og intimitet."

En film om livet

I "En god død" skildres døden som en fredfyldt og afklaret begivenhed. Hanne, Myrna og Britt opnår alle en form for forsoning. For Estephan Wagner var det et meget bevidst valg.

"I mine øjne handler filmen mere om livet end om døden. Hvis der skal være en morale – og det skal der ikke nødvendigvis – er det nok, at man skal ordne sine problemer, mens man har tiden. Derfor var det vigtigt for mig, at de tre hovedpersoner gennemgår en udvikling og opnår en forsoning, så de kan give slip," siger Estephan Wagner.

Han måtte filme næsten 20 personer, før han fandt den historie, han gerne ville fortælle. En af de personer, han filmede, nåede kun at opholde sig på hospicet i 45 minutter.

"Det er i virkeligheden næsten for sent for personerne i filmen. Hvis du først konfronteres med dine problemer, når du ligger på dit dødsleje, risikerer du, at det ikke lykkes at få en afklaring."

Livet kører videre

"En god død" er på en og samme tid en rørende og livsbekræftende film, som også giver plads til lidt humor mit i al alvoren.

"Det jeg har lagt mærke til, når jeg har vist filmen er, at folk også griner meget. Når man beskæftiger sig med et så tungt emne, har man brug for at komme op til overfladen og trække vejret engang i mellem. Derfor har vi gjort plads til de sjove stunder, der trods alt også er."

I mellem samtalerne mellem Hanne, Myrna og Britt og menneskerne omkring dem, filmer Estephan Wagner de naturrige omgivelser udenfor hospicet og røde s-toge, der kører forbi. Et symbol på, at livet - trods alt - kører videre. Filmen er holdt i lyse, næsten transparente farver. Mindst halvdelen af filmen er filmet mod vinduer. Noget, som man ifølge Estephan Wagner normalt aldrig gør.

"Jeg prøver altid at finde en visualisering, der matcher det emne, jeg arbejder med. I det her tilfælde var hospicet for mig en ø, hvor livet stadig var. Udenfor var det ukendte, døden. Når man filmer mod vinduet bliver baggrunden udvisket. Det er en måde at visualisere det ukendte på."

Emneord: