OBS: Der er i øjeblikket problemer med at se film fra GYMNASIE sektionen. Brug i stedet GRUNDSKOLE.

”Højt at flyve, langt at falde – er det ikke det, man siger?”

”Højt at flyve, langt at falde – er det ikke det, man siger?”

DOKUMENTAR. Andreas Johnsen har skygget det danske rap-fænomen Kidd i godt et år - når han var allermest tåbelig, skrøbelig og overstadig. Det har resulteret i den spillefilmslange dokumentarfilm Kidd Life, der skildrer den 21-årige fyrs rutsjebanetur i en hyperventilerende medievirkelighed.

Af Rune Skyum-Nielsen, bragt i Det Danske Filminstituts festivalmagasin BERLIN FILM ISSUE 2013.

Nicholas Westwood Kidd står indhyllet i en hættetrøje og den enorme koncertarenas gabende mørke. Han misser mod den flimrende storskærm. I samme øjeblik toner en af Danmarks bedst sælgende popstjerner frem og gennemfører sin lydprøve inden aftenens Danish Music Awards, der transmitteres direkte på landsdækkende tv. Kidd burde slet ikke være her. Men det er han. Han er ligefrem en del af det. Og snart er det hans tur til at stå på scenen.

”Alt det, vi havde sat som mål, har vi nået på et fucking halvt år,” griner han til det håndholdte kamera. Vantro. ”Det er, som om alle er blevet forblændet. De vil bare ikke åbne øjnene og se, hvad der sker,” siger den 22-årige rapper.

Vi skriver oktober 2011, og historien om Kidd har foreløbig udspillet sig over seks utrolige og stakåndede måneder. Det begynder som en joke blandt en flok ludfattige københavnske drengerøve med tæft for fængende beats. I et moment af ungdommelig overstadighed har de besluttet sig for at sælge ud i jagten på penge og berømmelse – og holde masken, mens de gør det. De vil lefle for og bedrage masserne, dyrke overfladiske tekster og kanonisere karakteren Kidd mod en status som den næste store rapstjerne.

Gutternes første nummer hedder Kysset med Jamel – en sang om en pige, der har hygget sig med Kidds homie, hvorfor rapperen ikke selv kan besudle hende, som han egentlig lyster.

Selvsamme Jamel skyder en håndholdt sort/hvid discountvideo af den vrængende rapper til nummeret, og snart efter er Danmarks første youtube-fænomen en realitet. Hittet brager op ad undergrunden, og der tales med det vons om, at en ny bølge i dansk rap er en realitet.

Dokumentarinstruktøren Andreas Johnsen er stort set med fra begyndelsen af. Tidligere har han blandt andet dykket dybt i international streetart, og i en beskidt sag om en lokal konge af Rio-genren baile funk, ”Mr. Catra – The Faithful”, demonstrerede han sit blik for desperado-rappernes kontrastfyldte natur.

Andreas Johnsen får lov til at skygge Nicholas Westwood Kidd, når han er allermest tåbelig, skrøbelig og overstadig. Optagelserne er blevet til den 97 minutter lange dokumentarfilm Kidd Life.

Kunstner ude af kontrol

Med sit kamera som kronvidne skildrer Andreas Johnsen kort og godt, hvordan Kidds hype overgår fantasien – og bringer ham fra de højeste tinder til de dybeste kældre.

”I starten er det sjovt og drengene har the time of their life. Kidd ved fuldstændig, hvad han har gang i. Men det begynder at blive farligt, når hovedpersonen selv opsluges af hypen. Når mediernes og massernes fastlåste forventninger bliver så bastante, at Kidd pludselig selv forblændes og ubevidst kæmper en umulig kamp for at leve op til omverdenens krav,” forklarer instruktøren.

I sommeren 2011, spiller Kidd for tusindvis af frådende publikummer på Roskilde Festival, han turnerer til fyldte spillesteder langt fra København og får penge, mange, mellem hænderne. Han vælter sig i groupier, alkohol og stoffer. Alle omfavner joken som noget dybfølt, og han bliver selv så optaget af at forsvare sin musik, at han ikke kan holde den selvironiske distance:

”Folk er seriøst dummere, end jeg havde regnet med,” hoverer han, mens ambitionerne og afhængigheden synligt sniger sig ind i det stadig mere ambivalente portræt af en kunstner ude af kontrol.

Pladedebuten Greatest Hits 2011 gør kun tingene endnu mere komplekse. Albummet stryger direkte til tops på iTunes, anmeldelserne er overvældende – på trods af projektets musikalske halvhjertethed.

Ikke desto mindre begynder mislydene at tage over i Cheff Records, som venneflokken har døbt deres autonome og kaotisk drevne pladeselskab. Kidds musikalske bagmænd og bedste venner bekymrer sig over, at frontfiguren opfører sig for useriøst, at musik og lyrik vil for lidt.

”Der er jo mange ting, der spiller ind når en flok unge drenge fra ingenting skal enes om at styre et potentielt forretningsimperium. De har alle sammen forskellige ambitionsniveauer, og pludselig er Kidds stjernestatus en realitet – men kan jalousi og mistænksomhed så undgås? Vil Kidd have overskud til at holde sit venskab kørende med de andre drenge og give dem credit for deres andel af succesen? Og sådan rent praktisk: Hvordan fordeler man pengene imellem sig, når man aldrig diskuteret den slags i forvejen? Det hele gik så hurtigt. Kidd havde ikke engang tid til at tænke over det selv. Der var hele tiden et job, der skulle spilles, en fest, han skulle være hovedperson i, noget sprut, nogle stoffer, nogle damer, der stod i kø,” pointerer Andreas Johnsen.

Højt at flyve …

Lige inden nytår 2011 bliver presset og måske også ligegyldigheden for massiv for Kidd, der på sin Twitter-profil erklærer sig færdig med musik. Et ramaskrig breder sig – og ud af det blå sidder den storsvedende ungersvend i Danmarks mest sete talkshow og skal redegøre for sit karrierestop. Selvom han forsøger at forklare, at Kidd-projektet er en dårlig vittighed, der er blevet taget alt for alvorligt, ender rapperen med at trække i land. Det store postyr, som tilbagetrækningen har medført, får Kidd til på rekordtid at annoncere sit comeback fra sin selvvalgte rekordpension.

Imens går han i opløsning foran instruktør Andreas Johnsens kamera. Vi er med, da en veninde konstaterer, at Kidd har gjort hende ufrivilligt gravid. Og vi er med, da han gemmer sig for sine fans og til sidst overfuser dem fra scenekanten, hvorefter han må ømme sig over, at medvindspressen ikke længere roser ham blindt og til skyerne.

”Højt at flyve, langt at falde – er det ikke det, man siger,” spørger den udmattede og forvirrede fantast mod slutningen af Kidd Life.

Jovist, galgenhumoren mister han aldrig. Og jovist, det er næsten det, man siger. Dokumentaren er da også et bogstaveligt talt rystende billede på, hvor hurtigt tingene vender. Fra skidt til godt og så tilbage igen i et hyperventilerende og hypet mediebillede, der arbejder på alle tænkelige platforme. Her er ingen fredet, kiddo.

Emneord: