Ghettodrengen der blev voksen

Ghettodrengen der blev voksen

DOKUMENTAR. Kasper Bisgaards dokumentarfilm "Ghettodrengen" følger den 29-årige Fadi Kassem, der selv har været på kant med loven. I dag arbejder han på at få en gruppe utilpassede drenge i Gellerup ved Århus ud af kriminaliteten og tilbage i skolen. Ansvaret ligger i sidste ende hos de unge selv, siger han. En forsker giver ham ret.

Af Marianne Lentz, bragt på FILMupdate den 30. august 2012.

"Hver gang en af jer spiller smart, så ryger der en stemme til Dansk Folkeparti. Efterhånden overtager de hele regeringen. Det er jeres skyld." Sådan siger integrationskonsulent Fadi Kassem til en gruppe unge knægte, der har stjålet en mobiltelefon, i dokumentarfilmen "Ghettodrengen". Senere forklarer han til kameraet, at han er nødt til at skrue bissen på over for drengene, for socialpædagogernes pæne og velmenende ord, dem forstår de ikke.

Vi befinder os i Gellerup uden for Århus – et kvarter, der er berygtet for sine store sociale og økonomiske problemer og for en høj koncentration af beboere med anden etnisk baggrund end dansk. For en lille, hård kerne af drenge i bydelen er kriminalitet, vold og sammenstød med politiet hverdagskost, og det er ved at være sidste udkald, hvis de skal ud af den kriminelle løbebane og leve et voksenliv på den rigtige side af loven.

Tvangsfjernet og på børnehjem

Fadi Kassem ved det, for han har selv været en af dem. Han kom til Danmark med sin familie som 7-årig, på flugt fra det borgerkrigshærgede Libanon. Familien blev installeret i Gellerup og mandsopdækket af pædagoger og socialrådgivere. Kommunen mente, at Fadis forældre var traumatiserede af krigen, og børnene blev tvangsfjernet. Fadi kom på børnehjem, og årene på institution fungerede som en rugekasse for frustrationer og aggressioner, som han til sidst ikke kunne holde tilbage.

Inden han havde fået set sig om, var han del af en hård kerne af unge kriminelle i Aarhus. Han røg ind og ud af fængslet, og det er efter hans eget udsagn mere held end forstand, at han i dag sidder på den anden side af bordet, når samtalerne om vejen ud af den kriminelle løbebane skal tages med de unge.

I Kasper Bisgaards film følger vi Fadi i hans bestræbelser på at få en ung fyr, Bekir, på ret køl. Trods sine kun 14 år har Bekir allerede flere domme for røveri og vold, og han er på nippet til at blive smidt ud af skolen.

I virkeligheden vil Bekir gerne ud af kriminaliteten, fornemmer man. Han vil gerne blive i skolen, han vil gerne på fodboldholdet, og han vil gerne på handelsskole, selvom han ikke helt ved, hvad det er. Men gang på gang spænder han ben for sig selv. Han pjækker fra skole, går amok på lærere og andre elever, og han skrider fra det eftermiddagsjob, Fadi skaffer ham hos en grønthandler.

En test viser, at hans faglige niveau svarer til det, en fjerdeklasses elev skal kunne, og mens Bekirs far ikke forstår hvad problemet er – han og Fadi har jo selv været nogle ballademagere som børn – og skyder skylden på "systemet", kæmper Fadi med at få Bekir til at tage ansvar for sit eget liv. "Der er kun én, der bestemmer alt det der, og det er dig. Det eneste jeg kan, det er at hjælpe dig," som det lyder fra Fadi i filmen.

Danskerne for berøringsangste

FILMupdate har talt med Mehmet Ümit Necef, lektor og ph.d. på Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, og han mener, at akkurat dét er sagens kerne – at de unge, utilpassede drenge og mænd ikke tager ansvar. Han har forsket i indvandring, racisme og kulturmøder i Danmark og ser en tendens til, at de unge mænd retfærdiggør deres handlinger og deres forhold til det danske samfund med, at de er ofre for dansk racisme. Og det mener han ikke, at de reelt er. Den idé stammer derimod fra folk som ham selv – fra danske akademikere, der i årevis har brugt ord som "diskriminering", "udelukkelse" og "marginalisering" om danskernes behandling af indvandrere.

"Vores teorier har bredt sig til journalister, socialrådgivere, folkeskolelærere – og de unge nydanskere overtager vores teori. Så når en arabisk folkeskoleelev siger til sin lærer, at han har problemer i Danmark, fordi danskerne er racister, så konfronterer læreren ham ikke med det. Man kunne f.eks. spørge ham, hvad han konkret har oplevet? Om han ikke har oplevet noget positivt i Danmark? Om man som lærer har opført sig racistisk? I stedet for at konfrontere ham med det, så siger læreren, at det er også for dårligt. Og det er netop problemet," siger Mehmet Ümit Necef. Ifølge forskeren er danskerne med andre ord for politisk korrekte og berøringsangste, når det kommer til indvandringsproblematikken.

Så bliv dog voksne

Det er Fadi Kassem enig i. Selvom han ikke har problemer med at sætte sig i drengenes sted, og han somme tider stadig kan føle, at han må kæmpe med det danske system – f.eks. får han i filmen afslag på sin egen ansøgning om dansk statsborgerskab – mener han, at netop berøringsangst er kimen til problemerne: "Der er ikke nogen, der tør tage fat om det her. Danskerne har en berøringsangst, der siger spar to. Man er bange for at blive kaldt racist. Det er et minefelt af et politisk emne."

Mehmet Ümit Necef medgiver, at en del af ansvaret kan ligge hos forældre, lærere, de sociale myndigheder og ikke mindst politiet: "De drenge, der er indblandet i kriminalitet, oplever deres tilværelse konturløs og grænseløs. Der er ingen konsekvens. De kan lyve for deres mor og far, de kan kaste sten efter politiet, de kan give deres lærer fingeren, og der sker ikke noget ved det."

Men han understreger, at ansvaret i sidste ende ligger hos drengene selv. "For at kunne komme ud af kriminalitet, skal man tage skylden på sig. Hvis man hele tiden giver andre skylden, bliver man i den samme rille og gentager det samme mønster. Nogen må holde de der unge mænd i kraven og sige: 'Dit liv er dit liv – grow up. Hold op med at være en lille dreng, der græder og skyder skylden på andre. Vær en mand og tag ansvar for dit eget liv.'"

I Gellerup har Fadi påtaget sig rollen som den, der tager fat i kraven på de unge mænd. Og løsningen, mener han, ligger i at bruge brobyggere som ham selv. Folk, der kan se sagen fra begge parters sider, og som taler et sprog, de unge drenge kan forstå. "Jeg kan fortælle danskerne, hvad sådan en familie mener, og fortælle familien, hvad danskerne mener." Og så skal drengene have nogle faste rammer – fastere end dem, det danske samfund giver dem. "De skal vide, hvem der bestemmer. Ellers vil de blive ved med at teste, hvor langt de kan gå."

Emneord: