OBS: Der er i øjeblikket problemer med at se film fra GYMNASIE sektionen. Brug i stedet GRUNDSKOLE.

Børn giver mig nyt håb

Jeg hader ADHD

INTERVIEW. Handikap, kræft, psykiske diagnoser. Det er alvorlige emner, Erlend E. Mo beskæftiger sig med. Men når han arbejder med børn, får hans indre misantrop nyt håb for menneskeheden, fortæller instruktøren, der undrer sig over de mange vrede reaktioner på hans film Jeg hader ADHD.

Af Liselotte Michelsen, bragt i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM IDFA ISSUE november 2013.

”Jeg har lavet film om flygtninge og nynazister, som jeg selv syntes var provokerende, og fik udelukkende positive reaktioner. Så laver jeg en film om ADHD og modtager de største møgfald, jeg har oplevet i mit liv. Det havde jeg ikke set komme!” fortæller Erlend E. Mo.

Pippi Langstrømpe på ritalin

I to tidligere film har Mo skildret børn, der har mere at slås med end de fleste: om en kræftramt dreng i Kan man dø i himlen? og to blinde piger i Inden for mine øjne. I instruktørens nye film Jeg hader ADHD følger vi tre børn, som går i specialklasse på en dansk skole på grund af adfærdsproblemer. De deltager i et behandlingsforløb, hvor der arbejdes med blandt andet sansemotoriske øvelser i stedet for medicinering.

”Jeg satte mig for at finde virkelighedens Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe – de to legendariske hovedpersoner fra Astrid Lindgrens børnebøger. Jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvis de havde levet i virkeligheden i dag, var de så blevet medicineret?”

”Nogle finder filmen provokerende,” fortæller Mo. ”Men jeg ønsker ikke at skabe fronter for eller imod medicinering. Jeg vil vise, at udvikling altid er mulig. Mit mål er at stille spørgsmål og forhindre, at vi som samfund handler ureflekteret, måske til og med skadeligt, ved at vælge medicinering – en løsning, der kan fratage børn deres mulighed for at udvikle sig.”

Trives bedst med børn

Den norskfødte instruktør har lavet dokumentarfilm med både børn og voksne i de bærende roller. Men han trives bedst med at arbejde med børn, fortæller han. Det er karakterdrama, han søger i alle sine film. Og han synes, det er nemmere at opnå hos børn end hos voksne.

”For det første er det lettere at komme ind i det 'indre rum' hos børn. Hos voksne lykkes det nogle gange, men det kan også være meget svært, hvis jeg skal igennem forsvarsmekanismerne – som for eksempel selviscenesættelse. Hvis noget lugter af løgn, mister det al fascinationskraft for mig. Børn derimod er anderledes ægte. De har ikke samme filter som en voksen og er i højere grad i pagt med deres kerne.”

”For det andet er potentialet for udvikling større hos børn. De kan ændre sig utroligt meget på få måneder, ja uger. Det er begrænset, hvor meget voksne udvikler sig, selv når man står i en krisesituation. De tre børn i Jeg hader ADHD gik fra at være vrede og ulykkelige til at blive langt mere harmoniske og få større selvværd i den periode, jeg fulgte dem. På den måde er det meget livsbekræftende at arbejde med børn.”

Ikke bange for happy endings

Indlevelse er et kodeord for Erlend E. Mo. Han kom meget tæt på de centrale personer i Kan man dø i himlen? og Jeg hader ADHD, som begge er filmet over mange måneder. Han var selv fotograf på størstedelen af optagelserne.

”Netop fordi børn ikke har samme filter som voksne, er det et stort ansvar at filme dem – særligt når de kommer ud i pressede situationer,” fortæller Mo. ”Man skal vide, hvornår man skal forlade rummet.”

Han har en klar aftale med både børn og forældre om, at de til enhver tid kan bede ham stoppe med at optage. Og hvis han vurderer, at en scene går meget tæt på, tager han en snak med de medvirkende straks efter optagelserne. Desuden kan børn og forældre komme med indsigelser i redigeringsprocessen. Denne tillid er altafgørende, understreger han.

Lige som i flere af sine andre film ledte Mo længe efter de rette hovedpersoner til Jeg hader ADHD. Det er vigtigt for ham, at personerne er karismatiske, og de må gerne have humor. Desuden er han ofte gået efter de udviklingshistorier, som han har vurderet ville ende lykkeligt.

”Jeg arbejder ud fra klassisk dramaturgi i de fleste af mine film – det vil sige den græske tragediemodel. Samtidig er jeg påvirket af amerikanske happy endings. Jeg vil gerne have et løft til slut i mine film og give håb. Da jeg gik i gang med Jeg hader ADHD, besluttede jeg dog, at her måtte det godt ende sørgeligt. Den film var frem for alt drevet af min nysgerrighed. Jeg ønskede at arbejde så autentisk som muligt. Hvis det gik skidt med et barn, ville jeg fortælle det, som det var.”

Emneord: