Barfodsreporter i Burma

Barfodsreporter i Burma

INTERVIEW. Efter succesen med portrættet af Gasolin’ blev Anders Østergaard kastet ud på dybt vand med en film om videoaktivisme i Burma. Egentlig var projektet tænkt som en lille historie om personligt engagement og mod, men i kraft af den burmesiske munkeopstand sidste efterår udviklede det sig ganske uventet til et storpolitisk drama med tråde langt ind i current affairs-journalistikken.

Af Lars Movin, bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin, FILM #64 Amsterdam, november 2008.

Under fremlæggelsen af sit endnu ufærdige projekt "Burma VJ" i Ebeltoft lagde Anders Østergaard ikke skjul på, at det i et vist omfang har ærgret ham, at virkeligheden denne gang skulle komme til at gribe ind i hans film på en måde, således at han ikke længere kunne forholde sig så kreativt og frit til stoffet, som han gerne ville. Egentlig var Østergaard i gang med at lave et lille halv-times portræt af en ung videoreporter fra Burma, der som medlem af et undergrundsnetværk af aktivister forsøger at dokumentere forholdene i landet, ofte med livet som indsats. Men så kom de kaotiske begivenheder omkring de buddhistiske munkes opstand mod landets militærjunta sidste efterår. En udvikling, som ikke alene kastede de lokale videojournalister ud i deres livs opgave, men som også nødvendigvis måtte få den danske instruktør til at revurdere sit projekt.

Fra kreativ til dokumentarist til krønikeskriver

"Oprindelig var jeg mest interesseret i min hovedperson som dokumentarist," fortalte Østergaard. "Han og hans venner er jo nødt til at optage med kameraet nede i en taske eller lignende, hvorfor det normalt er ret begrænset, hvad de kan dokumentere. Og derfor drejede min interesse mere over i retning af, hvorfor de overhovedet gør dét, de gør. Hvorfor de udsætter sig for den fare, hvad deres overvejelser er, og hvordan det påvirker dem. Jeg var fascineret af min hovedpersons nærmest instinktive trang til at dokumentere verden, som tilsyneladende gik forud for overvejelser om, hvilke politiske mål det kunne tjene. Så min film var sådan en lille intimpsykologisk affære. Men så kom opstanden."

Selv om virkeligheden således greb forstyrrende ind i hans planer, blev Østergaard også hurtigt klar over, at han med den dramatiske udvikling i Burma havde fået et langt mere sprængfarligt materiale på hænderne. Et materiale, der gav filmen et helt anderledes potentiale som en episk fortælling om et storpolitisk drama. Men samtidig et materiale, som forpligtede – forstået på den måde, at Østergaard og hans team nu som de eneste i verden havde muligheden for at fortælle om munkeopstanden i fugleperspektiv. Hvor alle andre kun har haft adgang til fragmenter af historien, lå de pludselig inde med en omfattende pulje af optagelser, ud fra hvilken de mere eller mindre ville kunne rekonstruere hele forløbet. Fra at være kreativ dokumentarist var Østergaard blevet krønnikeskriver.

Videoreporter med hemmelig identitet

Ligesom Nordkorea har Burma – eller Myanmar, som landet officielt hedder i dag – i en årrække været nærmest hermetisk lukket for omverdenen. Og som det gælder i de fleste militærdiktaturer, har magthaverne sat sig solidt på alle medier. Det betyder, at de fleste burmesere lever i relativ uvidenhed om, hvad der rører sig uden for deres lokalområde, ligesom det er sparsomt, hvad der slipper ud af informationer til det internationale samfund.

Dog findes der et lille netværk af videoreportere, som under meget vanskelige forhold indsamler optagelser med skjult kamera for at dokumentere så meget som muligt af den brutale og forarmede virkelighed, de lever i. Aktiviteterne bliver koordineret af en organisation kaldet Democratic Voice of Burma (DVB), som med hovedsæde i Oslo dels sørger for at redigere de hemmelige optagelser sammen til nyhedsindslag, som så sendes tilbage til Burma, dels formidler optagelserne videre til de internationale medier. Den detaljerede viden om DVB’s aktiviteter kommer fra videokunstneren Jan Krogsgaard, som gennem mange års rejser i regionen har opbygget et omfattende kontaktnet.

Af indlysende årsager kan Østergaard i sin film ikke tillade sig at afsløre identiteten på sin hovedperson, den 27-årige videoreporter "Joshua", ligesom han i det hele taget ikke kan sætte navn på nogen af de aktivister, som har leveret det righoldige materiale. Det betyder, at filmen har en hovedperson, hvis ansigt man aldrig ser. Og den udfordring har instruktøren blandt andet løst ved at beslutte, at hvis vi ikke kan se hovedpersonen, må vi se med ham.

Kameraet, der aldrig bliver slukket

"Det er jo altid spændende, hvis man kan kravle ind i hovedet på et andet menneske og opleve verden med vedkommendes øjne," sagde Østergaard i Ebeltoft. "Og da vi først havde fundet ud af, at vi gerne ville opleve Burma med Joshuas øjne, begyndte vi at spekulere over, hvordan vi kunne kæde alle hans optagelser sammen, og hvordan vi kunne skildre de forhold, han arbejdede under. Det kan jo godt være, at Joshua har noget autentisk materiale, hvor han dokumenterer et eller andet, men ofte er det lige så spændende, hvad der sker i minutterne før eller efter, han laver sine optagelser. Og derfor opstod idéen om kameraet, der aldrig bliver slukket. Et kamera, som bare fortsætter med at filme nede i tasken, mens fotografen måske render ind i en politimand og snakker løs for at forsøge at redde sit skind."

Østergaard har ikke bedt ikke sin hovedperson om at lade være med at slukke for kameraet. I stedet har han besluttet selv at rekonstruere de situationer, der ligger omkring de autentiske optagelser, ligesom en del telefonsamtaler og andre elementer i filmen er rekonstruerede i nært samarbejde med de involverede. Det er en metode, Østergaard også har anvendt i sine øvrige film. Og i Ebeltoft ville de fremmødte gerne vide noget om hans overvejelser omkring begrebet autenticitet:

"Jeg må ikke lave scoops"

"Sandfærdigheden er vigtig," svarede Østergaard. "Det vil sige, at vi skal give en sandfærdig gengivelse. Hvis vi opsummerer et begivenhedsforløb og bytter rundt på nogle billeder, så skal det være sandfærdigt i forhold til, hvad for nogle energier, der flyttede sig hvordan. Derfor står og falder oplevelsen af en dokumentarfilm med, om man vælger at stole på instruktørens sanddruhed, altså hans ærlighed over for stoffet, som han oplever det."

Hvorefter diskussionen kom til at dreje sig om grænsen mellem rekonstruktion og snyd. Hvilket fik Østergaard til at opsummere:

"Hvis jeg skal sige noget kort om, hvad mine overvejelser er omkring, hvad jeg må rekonstruere, og hvad jeg ikke må, så er det helt simpelt dét, at jeg må ikke lave scoops. Jeg må ikke lave noget, der overstråler det autentiske materiale. Jeg må ikke lave noget, der ville have gået verden rundt, hvis det havde været autentisk. Men jeg må godt filme de indre linjer, de små historier, som for så vidt ikke er scoops, men er vigtige brikker for at få min fortælling til at fungere. Man kan helt kort sige, at jeg rekonstruerer de indre linjer, mens de ydre linjer er autentiske. Dét er nogenlunde skellet."

Emneord: